For mange virksomheder ligger en væsentlig del af værdien ikke i fysiske aktiver, men i det, virksomheden har udviklet, skabt og opbygget over tid. Et navn, et produkt, et design, en teknisk løsning eller et kreativt værk kan være afgørende for virksomhedens position på markedet. De immaterielle rettigheder skal derfor ikke blot beskyttes juridisk - de skal forvaltes som en del af virksomhedens samlede forretning.
Vi rådgiver virksomheder, iværksættere og øvrige rettighedshavere om immaterialretlige forhold og om den juridiske beskyttelse af deres produkter, koncepter, brands og øvrige aktiver. Vi bistår både med etablering og håndhævelse af rettigheder og med de aftaler, der regulerer brugen og kommercialiseringen af dem.
Vores rådgivning omfatter blandt andet patenter, varemærker, designrettigheder, ophavsret, domænenavne, forretningskendetegn og andre immaterielle rettigheder. Vi hjælper med at vurdere, hvilke rettigheder der er relevante, hvordan de bedst beskyttes, og hvordan de kan anvendes kommercielt.
Når en rettighed bliver krænket, eller I som virksomhed, selv bliver mødt med et krav, bistår vi med vurdering af sagen og den videre håndtering. Det kan være ved ulovlig brug af et varemærke, kopiering af et design eller produkt, krænkelse af ophavsret eller uretmæssig anvendelse af virksomhedens navn, materiale eller øvrige kendetegn. Vi rådgiver om både den juridiske position, bevismæssige forhold og den mest hensigtsmæssige strategi over for modparten.
Stærke immaterielle rettigheder handler i sidste ende om mere end registreringer og juridiske grænser. Det handler om at sikre, at virksomheden kan investere i sine idéer, udvikle sit brand og udnytte sine konkurrencemæssige fortrin uden at miste kontrollen over de værdier, der gør virksomheden særlig.